top of page
Søg

COPENHAGEN CHANGERY FIK BYGGET BRO TIL FREMTIDEN

Velkommen til en case-fortælling om et start-up, der fik oversat deres tanker, idéer og kompetencer til et kommunikerbart koncept.


Overskriften kunne også have været 'Forandringsmagerne, der fik et Changery..', for logoet endte både med at inddrage det opfundne ord til lejligheden, Changery, og en bro der signalerer, at Copenhagen Changery er en rådgivningsvirksomhed, der bygger bro mellem nutid og fremtid, produkter og kunder, eller status Quo og vækst.


Flere gange blev det nævnt, at der skulle bygges bro til fremtiden. Således blev Stormbroen, der ligger tæt ved kontoret, en integreret del af fortællingen - både som brandmark og en del af logoet.


Historien starter i forsommeren, hvor Thomas Vejlemand, Søren Henriksen og Amanda Simonsen besluttede at etablere en ny konsulent- og rådgivningsvirksomhed med udgangspunkt i de tre partneres stærke kompetencer inden for henholdsvis strategi og vækst, digitalisering og transformation, og ikke mindst ESG og bæredygtighed, som for eksempel er Amandas spændende spidskompetence der bl.a. har tiltrukket over 30.000 følgere på LinkedIn.


En meget stærk kompetence sammensætning, der gjorde, at jeg tidligt i processen døbte dem forandringsmagere og beskrev deres tilgang til markedet som en adfærd der er kendetegnet ved en holistisk urgency. For skåret ind til benet er det netop Copenhagen Changerys særkende: evnen til at navigere i forandringer og kunne oversætte samtidens kompleksitet til konkret eksekvering i evig opposition til status quo, som det er formuleret i grundfortællingen.


Netop grundfortællingen var vigtig at få på plads som en bærende del af en samlet kommunikationsstrategi, der lå færdig inden sommerferien i juli 2024. Samtidig kom identiteten på plads - herunder navn, logo, farver, fonte og design, eksekveret ud i både kundepræsentationer og mock-ups af fiktive kampagner for at illustrere, hvordan samspillet mellem de forskellige ingredienser kunne fungere, når de sammen skulle oversætte de tanker og idéer, som kommunikationsstrategien indeholdte.


Eksempel på Copenhagen Changerys logotype, brandmark og farvekombinationer


Den kreative fortælling kredsede sig i starten om et forandringsmejeri, baseret på, at rådgivning er et håndværk, og at håndværkere tidligere blev kaldt magere, som i skomager, hattemager eller kongemager. Derfra var der naturligvis ikke langt til idéen om at konceptualisere fortællingen i et mere moderne dansk og komme på navnet Changery. Copenhagen gav lidt sig selv med virksomhedens internationale udsyn og ikke mindst den enorm brandværdi, som Copenhagen pt. har oparbejdet som et anerkendt begreb for kvalitet, æstetik og raffinement.


Logokonstruktionen der har taget udgangspunkt i den spritnye Salomé-font fra Atipo Foundry


I formgivningen af en virksomhedsidentitet findes der eksempler på, at opgaven omkring at få defineret en sammenhængende fotostrategi kan blive ignoreret eller nedprioriteret. Men netop i dette tilfælde var vi tidligt bevidste om at ikke gå på kompromis med dette visuelle udtryk. Derfor indledte vi et samarbejde med fotograf Kristian Holm, der har taget alle portrætter, skudt den indledende video til websitet og skabt en række andre brandskabende miljøbilleder. Desuden har vi, når vi har valgt at benytte stock-billeder, som udgangspunkt kun benyttet billeder fra København som en medspillende del af fortællingen.


Videoen som websitet indledes med..


En anden idé, der opstod undervejs i projektet, var at indtænke et offline eventkoncept integreret i sitet, hvor folk kunne tilmelde sig og efterfølgende mødes for at udveksle inspiration eller ny viden om forandring. Et relationsskabende forum med plads til forundring, løse tanker og måske en deling af tvivl omkring, hvad fremtidens nye muligheder rummer af SWOT potentiale.


Det er meget at skulle fortælle hver gang, der skal etableres et arrangement, så vi konceptualiserede dette, og med udgangspunkt i forundring fik de kommende events navnet 'Wonderwall' - et sted, hvor man kan kaste idéer op og forvente at få noget retur, med inspiration fra denne sangtekst:


"Today is gonna be the day that they're gonna throw it back to you,

and by now, you should've somehow realised what you gotta do.."


Eksempel på Wonderwall konceptet..


Selvom et af de mest hadede ord i erhvervslivet i 2024 ifølge DJØF er 'rejse', vover jeg alligevel pelsen, for dette projekt har virkelig været en spændende faglig udflugt fra tanke til handling, fra idé til eksekvering, som har været fantastisk at være en del af.


Man skal samtidig stå tidligt op, når man er i lokale med de tre dygtige partnere, der repræsenterer meritter som f.eks. partner i IBM, management konsulent i PwC og bestyrelsesmedlem i Dansk Erhverv, CEO for Infomedia og medstifter af Nordic Fintech Angels - eller grundlægger af ESG & Corporate Sustainability Network og bestyrelsesmedlem i Djøf, som er tilfældet for henholdsvis Søren Henriksen, Thomas Vejlemand og Amanda Simonsen.


Forsiden af websitet kan opleves på www.copenhagenchangery.dk


Netop her adskiller BERNTS sig måske fra andre aktører i markedet, da vi også har siddet på den anden side af skrivebordet, startet virksomheder og drevet tidlige projekter fra A til B. Måske har det været medvirkende til, at dette projekt har været så stor en fornøjelse fra start og.. som endnu ikke er afsluttet. Vi fortsætter samarbejdet, så BERNTS løbende kommer til at have sin gang på Frederiksholms Kanal, som pt. er hjemstedet for forandringsmejeriet.


Tidlige muck-ups for at illustrere, hvordan de kommunikative ingredienser kunne spille sammen


Der skal derfor lyde en kæmpe tak for muligheden og samarbejdet til Thomas Vejlemand, Søren Henriksen og Amanda Simonsen samt til det kreative BERNTS-team, der på denne opgave har bestået af fotograf Kristian Holm fra Die Es Studio, AD’er og webudvikler Steen Bøjstrup fra Pixeldot og grafiker Jakob Boni fra Boni’s.


Hvis du også står i en tidlig fase med en idé eller et koncept, hjælper vi gerne med at få det oversat, emballeret og eksekveret. Hvis du er interesseret i en reference fra ovenstående proces, er du velkommen til at kontakte Thomas Vejlemand på thomas.vejlemand@cphchangery.dk eller ringe til Lars Bernt på 52 17 06 44 for en uddybning.


Let's go Changers!!

Comments


bottom of page